Almen praksis
STOB - målrettet almen praksis
Screeningsværktøj til tidlig opsporing af BED
Denne side er henvendt til læger i almen praksis, der ønsker mere viden om spiseforstyrrelsen BED/tvangsoverspisning samt værktøjer til tidlig opsporing af BED hos børn og unge.
Gennem STOB-projektet (link) er der udviklet materialer, som kan støtte læger i tidlig opsporing af BED. Der udviklet et screeningsværktøj, et dialogredskab og et informationsark, som du kan læse om på denne side og tage i anvendelse med det samme.
BED blev 1. januar 2022 en del af det danske diagnosesystem, uden at alment praktiserende læger havde værktøjerne til den tidlige opsporing af BED, samtidig med at henvisningsmulighederne var begrænsede. Vi er heldigvis længere i dag. F.eks. er der flere henvisningsmuligheder i det offentlige og mere viden tilgængelig om BED.
BED menes at være den spiseforstyrrelse, der rammer flest danskere. Da BED ofte opstår i teenage-årene og kan have både fysiske, psykiske og sociale konsekvenser, er det afgørende, at almen praksis får rette værktøjer og viden til at opdage tidlige tegn på BED hos børn og unge. Dette vil muliggøre tidlig hjælp, hvilket øger sandsynligheden for bedre behandlingsresultater og ikke mindst forbedret livskvalitet, viser forskning.
Ud over materialerne målrettet læger i almen praksis, har vi i STOB-projektet også udarbejdet et børne- og ungemagasin samt en pårørende brochure. Disse har til hensigt at give både børn, unge og pårørende information om spiseforstyrrelsen samt mulighed for at læse andres erfaringer med BED. Du finder materialerne til pårørende her (link) og til børn og unge her (link). Du er velkommen til at dele disse links med dine patienter.
Materialet er udviklet i et samarbejde mellem Nationalt Center for Overvægt og Caretoons ApS og er finansieret af Sundhedsstyrelsen.