Motivationen for vægttab varierer fra person til person. Et studie viser, at nogle deltagere var motiverede for vægttab på grund af sundhedsproblemer, andre fordi de ville føle sig bedre tilpas i egen krop eller tøj, for at føle sig mere selvsikre eller for at kunne præstere bedre på deres fysisk krævende job (10). Ældre personer og mænd er oftere motiveret for vægttab af helbredsmæssige årsager, mens yngre personer og kvinder oftere motiveres af æstetiske årsager (11).

Studier undersøger succesfuld vægtvedligeholdelse på forskellige måder. Længderne på studierne varierer meget, hvor de fleste studier følger deltagerne i mindre end to år, hvilket kan påvirke resultaterne. Resultaterne viser varierende succesrate, afhængig af hvilke studier man kigger på.

I et studie, hvor deltagerne efter en intensiv sundhedsfremmende intervention modtog støtte til vedligeholdelse af deres vægttab i form af gruppemøder hver måned, lykkedes det for omkring halvdelen af deltagerne at opretholde et vægttab på 5 % eller derover efter 8 år (3). En litteraturgennemgang af systematiske reviews undersøgte sundhedsfremmende interventioners effekt på vægtvedligeholdelse. I et af de inkluderede systematiske reviews fandt de, at interventionsgruppen tog op til 7,5 kg på i vægtvedligeholdelsesperioden, mens kontrolgruppen tog op til 8,8 kg på (4). Et systematisk review har undersøgt fem vægtkontrolregistre, hvor deltagerne havde opnået gennemsnitlige vægttab mellem 14,5-32,4 kg og blev vedligeholdt mellem 28 og 68 måneder. Mellem 60-88 % af deltagerne havde bevaret mindst 3-10 % af deres vægttab (5). Uanset hvordan man definerer et succesfuldt vægttab, understreger litteraturen, at vægtvedligeholdelse er en stor udfordring.

Overvægt, især svær overvægt, øger risikoen for blandt andet type 2-diabetes, hjertekarsygdomme og visse kræftformer (6). Selv mindre vægttab (5 % efter et år) har vist sig at have sundhedsfordele, men et større vægttab vil medføre yderligere sundhedsfordele (7).

Der er evidens for, at fedtvæv omkring organerne (visceralt fedt) er mere sundhedsskadeligt end det fedtvæv, som sidder i underhuden (subkutant fedt). Det viscerale fedt øger bl.a. betændelsestilstande i kroppen, som blandt andet øger risikoen for type 2-diabetes og kræft. Selvom tabet af subkutant fedt er større end visceralt fedt, når der måles på volumen, vægt og mængde, er den procentvise reduktion af visceralt fedt større end den procentvise reduktion af subkutant fedt. Så når man reducerer kropsvægten, sker der således en betydende reduktion af visceralt fedt og dermed også en reduktions af betændelsestilstanden i kroppen og risikoen for at udvikle forskellige overvægts-relaterede følgesygdomme (8).

Et studie i personer med type 2-diabetes viser, at de deltagere, der gennemførte en vægttabsintervention med et vægttab på mindst 15 kg, og vedligeholdt dette vægttab i 2 år, oplevede 70 %, at de ikke havde behov for medicin til behandling af deres type 2-diabetes, altså der skete remission af diabetes (9).

Du kan læse mere om følgesygdomme og -tilstande til svær overvægt i dette forskningstema.

Forskning om vedligeholdelse af vægttab spænder fra interviews med enkeltpersoner til store kohortestudier, hvor deltagerne følges i flere år. Et systematisk review viser flere adfærdsmæssige og psykologiske faktorer, der påvirker vægtvedligeholdelse positivt. Herunder et højt niveau af self-efficasy i forhold til vægtvedligeholdelse og fysisk aktivitet samt selvmonitorering af vægt, kost og fysisk aktivitet. De fastslår dog, at der er behov for mere forskning i psykologiske faktorers indflydelse på vægtvedligeholdelse (12). Et andet systematisk review viser, at self-efficasy i forhold til kost og fysisk aktivitet er en vigtig faktor i vægtvedligeholdelse. Derudover har et positivt kropsbillede samt vedvarende og højere autonom motivation positiv effekt på langvarig vægtkontrol over en periode på 12 måneder eller mere (13).

Mennesker, der har succes med vægtvedligeholdelse, er ofte kendetegnet ved høj grad af planlægning. Et studie viser, at de, som vedligeholdt et vægttab i en kortere periode, udtrykte et større behov for planlægning, fremfor personer der vedligeholdt et vægttab i en længere periode, som i højere grad støttede sig til vanemæssig adfærd. Planlægningen omfattede selvreguleringsstrategier som ”action planning” og ”coping planning”, som bestod i konkrete handlinger som fx at lave madplaner og strukturere sine indkøb. Langsigtede vægtvedligeholdere var mindre restriktive og gjorde plads til sociale arrangementer og uforudsigelige situationer (14).

Derudover har bedre humør, lavere niveau af negative følelser og højere self-efficasy i forhold til fysisk aktivitet indflydelse på bedre overholdelse af interventioner (15). Et systematisk review viser, at programmer med supervision og social støtte bevirkede større grad af efterlevelse af vægttabsinterventioner end dem uden (16).

Et systematisk review viser, at et lavere antal tidligere vægttabsforsøg, var den mest gennemgående indikator for vægttab. Mange andre faktorer blev vurderet som ikke-signifikante indikatorer, herunder self-efficasy og overspisning. Forfatterne bag studiet påpegede et behov for flere studier af højere kvalitet for at kunne drage valide konklusioner om psykologiske faktorers betydning for succes med vægtkontrol (17).

Modsat viser forskningen også, at lav eller uregelmæssig selvmonitorering, eksempelvis ved at undgå at veje sig ved forventet vægtøgning, kendetegnede mennesker, der ikke oplevede succes med vægtvedligeholdelse (18). Ligeledes var manglende støtte fra familie og venner, socialt pres, familieforpligtigelser og sociale arrangementer barrierer (10, 15, 19, 20, 21). Mangel på tid blev også nævnt flere gange som barrierer for vægtkontrol (10, 15, 19, 20).

Personer, der ikke oplevede succes med vægtvedligeholdelse, havde desuden sværere ved at håndtere ubehag i forbindelse med cravings og trang til overspisning og havde et mere negativt kropsbillede og lavere kropsaccept (18).

Et systematisk review viser, at lav motivation, negative tanker samt manglende glæde ved fysisk aktivitet var yderligere barrierer for vedligeholdelse af sundhedsfremmende interventioner (15). Et kvalitativt studie peger på personlige årsager som manglende motivation, stress, oplevede bivirkninger og personlig smag som mulige årsager til frafald i vægttabsdiæter (21).

Blandt kvinder med overvægt, som ikke lykkedes med at fastholde deres vægttab efter to år, blev der rapporteret et nedsat indtag af frugt og grønt, formentlig i sammenhæng med en nedsat selvreguleringsevne og self-efficasy i forhold til kost og fysisk aktivitet (22). I et studie, hvor deltagere blev interviewet ét år efter en 16-ugers sundhedsfremmende intervention med energirestriktiv diæt, fortalte mange, at lysten til variation i kosten samt større portionsstørrelser var de hyppigst rapporterede årsager til ikke at fortsætte programmet (23).

Endelig viser seks studier i et systematisk review, at lavere socioøkonomisk status ofte hænger sammen med større udfordringer ift. at kunne vedligeholde et vægttab efter en vægttabsintervention end personer med højere socioøkonomisk formåen (16). Dette kan blandt andet hænge sammen med borgernes sundhedskompetencer. Lavere sundhedskompetencer kan medføre lavere grad af succes i vægtvedligeholdelse. For at imødekomme lavere sundhedskompetencer anbefales sundhedspersonale blandt andet at arbejde patientcentreret og at undgå komplekse fagudtryk (24).

Har du lyst til at dykke yderligere ned i de mange forskellige faktorer, der påvirker muligheden for at fastholde et vægttab, samt overvægt og følgesygdomme, og sundhedskompetencer, kan du læse mere her:

• Biologiske og samfundsmæssige faktorers betydning for overvægt mere generelt (link) og i dette forskningstema om overvægt (link)
• Overvægt og følgesygdomme og -tilstande (link)
• Sundhedskompetencer og sundhedsstyrelsens 8 veje til at styrke organisatorisk sundhedskompetence (link)
• Nyt center på Aarhus Universitet arbejder med sundhedskompetencer og har konkrete værktøjer til at måle den enkeltes sundhedskompetencer (link).

Sundhedskompetence er en kombination af de personlige kompetencer og ressourcer i omgivelserne, der bestemmer mennesker mulighed for at finde, forstå, vurdere og bruge information til at tage beslutninger om sundhed. Organisatorisk sundhedskompetence er den måde sundhedstilbud, organisationer og systemer gør information og ressourcer tilgængelige for mennesker med forskellige sundhedskompetencer (Kilde Sundhedsstyrelsen – link).

1. 1. Martins C, Roekenes JA, Rehfeld JF, Hunter GR, Gower BA. Metabolic adaptation is associated with a greater increase in appetite following weight loss: a longitudinal study. The American journal of clinical nutrition. 2023;118(6):1192-201 (link)
   2. Sundhed.dk. Slankekur fører ofte til vægtstigning 2024 (link)
   3. Eight‐year weight losses with an intensive lifestyle intervention: The look AHEAD study. Obesity (Silver Spring, Md). 2014;22(1):5-13 (link)
   4. Sundhedsstyrelsen, Københavns Universitet. Evidens for livsstilsinterventioner til børn og voksne med svær overvægt. 2018 (link)
   5. Paixão C, Dias CM, Jorge R, Carraça EV, Yannakoulia M, Zwaan M, et al. Successful weight loss maintenance: A systematic review of weight control registries. Obesity reviews. 2020;21(5):e13003-n/a (link)
   6. Sundhed.dk. Overvægt – Lægehåndbogen på sundhed.dk: Sundhed.dk; 2022 (link)
   7. Medicin.dk. Svær overvægt [updated 21.09.2021 (link)
   8. Merlotti C, Ceriani V, Morabito A, Pontiroli AE. Subcutaneous fat loss is greater than visceral fat loss with diet and exercise, weight-loss promoting drugs and bariatric surgery: a critical review and meta-analysis. International Journal of Obesity. 2017;41(5):672-82 (link)
   9. Lean MEJ, Leslie WS, Barnes AC, Brosnahan N, Thom G, McCombie L, et al. Durability of a primary care-led weight-management intervention for remission of type 2 diabetes: 2-year results of the DiRECT open-label, cluster-randomised trial. Lancet Diabetes Endocrinol. 2019;7(5):344-55 (link)
   10. Surrow S, Jessen-Winge C, Ilvig PM, Christensen JR. The motivation and opportunities for weight loss related to the everyday life of people with obesity: A qualitative analysis within the DO:IT study. Scandinavian journal of occupational therapy. 2021;28(6):479-87 (link)
   11. Silva DFO, Sena-Evangelista KCM, Lyra CO, Pedrosa LFC, Arrais RF, Lima SCVC. Instruments for evaluation of motivations for weight loss in individuals with overweight and obesity: A systematic review and narrative synthesis. PloS one. 2019;14(7):e0220104-e (link)
   12. Varkevisser RDM, Stralen MM, Kroeze W, Ket JCF, Steenhuis IHM. Determinants of weight loss maintenance: a systematic review. Obesity reviews. 2019;20(2):171-211 (link)
   13. Teixeira PJ, Carraça EV, Marques MM, Rutter H, Oppert J-M, De Bourdeaudhuij I, et al. Successful behavior change in obesity interventions in adults: a systematic review of self-regulation mediators. BMC medicine. 2015;13(1):84- (link)
   14. Pedersen S, Sniehotta FF, Sainsbury K, Evans EH, Marques MM, Stubbs RJ, et al. The complexity of self-regulating food intake in weight loss maintenance. A qualitative study among short- and long-term weight loss maintainers. Social science & medicine (1982). 2018;208:18-24 (link)
   15. Burgess E, Hassmén P, Pumpa KL. Determinants of adherence to lifestyle intervention in adults with obesity: a systematic review. Clinical obesity. 2017;7(3):123-35 (link)
   16. Lemstra M, Bird Y, Nwankwo C, Rogers M, Moraros J. Weight loss intervention adherence and factors promoting adherence: a meta-analysis. Patient preference and adherence. 2016;10:1547-59 (link)
   17. Carraça EV, Santos I, Mata J, Teixeira PJ. Psychosocial Pretreatment Predictors of Weight Control: A Systematic Review Update. Obesity facts. 2018;11(1):67-82 (link)
   18. Phelan S, Cardel MI, Lee AM, Alarcon N, Foster GD. Behavioral, psychological, and environmental predictors of weight regain in a group of successful weight losers in a widely available weight‐management program. Obesity (Silver Spring, Md). 2023;31(11):2709-19 (link)
   19. Helland MH, Nordbotten GL. Dietary Changes, Motivators, and Barriers Affecting Diet and Physical Activity among Overweight and Obese: A Mixed Methods Approach. International journal of environmental research and public health. 2021;18(20):10582 (link)
   20. Kleine HD, McCormack LA, Drooger A, Meendering JR. Barriers to and Facilitators of Weight Management in Adults Using a Meal Replacement Program That Includes Health Coaching. Journal of primary care & community health. 2019;10:2150132719851643- (link)
   21. Bazrafkan L, Choobineh MA, Shojaei M, Bozorgi A, Sharifi MH. How do overweight people dropout of a weight loss diet? A qualitative study. BMC nutrition. 2021;7(1):1-76 (link)
   22. Annesi JJ, Mareno N. Psychosocial changes as correlates of weight regain vs. continued loss within 2‐year trials of a self‐regulation‐focused community‐based intervention. Clinical obesity. 2017;7(1):22-33 (link)
   23. Wycherley TP, Mohr P, Noakes M, Clifton PM, Brinkworth GD. Self-reported facilitators of, and impediments to maintenance of healthy lifestyle behaviours following a supervised research-based lifestyle intervention programme in patients with type 2 diabetes. Diabetic medicine. 2012;29(5):632-9 (link)
   24. Sundhedsstyrelsen. Sundhedskompetence i det danske sundhedsvæsen. En vej til mere lighed. 2022 (link).​