Ny udstilling sætter fokus på stigmatisering af personer med overvægt
Udstillingen “Intet at se!” viser værdige billeder af personer med overvægt og sætter fokus på stigmatiserende billedbrug. Den indeholder viden om vægtstigmatisering og sætter fokus på konsekvenserne herved, hvad man kan gøre for at mindske den, samt viden om hvorfor vi udvikler overvægt.
Kom og bliv klogere på vægtstigmatisering og overvægt på udstillingen Intet at se! Udstillingen er gratis og kører fra 24. oktober til 1. november på Aarhus Rådhus.
Billeder skaber virkelighed. Derfor har vi, der kommunikerer om overvægt, et ansvar for at bruge billeder, der ikke understøtter og fastholder fordomme, men derimod ærligt og værdigt repræsenterer personer med overvægt. Udstilllingen sætter fokus på, hvordan stigmatiserende billeder af personer med overvægt påvirker vores holdninger til overvægt. Faktisk behøver vi ikke have en holdning.
Stigmatiserende billeder
Billederne på udstillingen kommer fra vores nye billedbank med respektfulde billeder af personer med overvægt. Billedbanken udspringer af et ønske om at skabe en holdningsændring, når det kommer til overvægt. Vi ønsker at skabe et mere værdigt, fordomsfrit og ikke-stigmatiserende syn på børn, unge og voksne med overvægt.
Når emnet er overvægt, er tendensen nemlig ofte at bruge billeder af personer med en meget svær grad af overvægt, som er i gang med en stereotyp adfærd, f.eks. at overspise eller at se skærm henslængt i en sofa. Dette taler direkte ind i vores fortælling og fordomme om personer med overvægt, som værende f.eks. dovne, sjuskede og uden viljestyrke. Denne fortælling vil vi gerne ændre på ved at vise diversiteten i overvægt og ved at stille billeder til rådighed, der viser det almindelige, levede liv.
Vores håb er også, at danskere med overvægt kan spejle sig i billederne og fremadrettet ser sig repræsenteret i de anvendte billeder, når emnet er overvægt i f.eks. medierne. Overordnet ønsker vi at bidrage til at mindske stigmatisering af personer med overvægt.
Kom og se
Kom og se billederne i udstillingen “Intet at se!” og bliv klogere på overvægt og vægtstigmatisering. Udstillingen er gratis og kører i følgende periode:
Dato: Fra den 24. oktober til den 1. november
Tid: Kl. 8.00-16.00 fra mandag til fredag og kl. 10.00-13.00 lørdag
Sted: Trafikhallen på Aarhus Rådhus, Rådhuspladsen 2, 8000 Aarhus C
Vi arbejder på at få udstillingen til København. Opdatering følger.