Nye træningsvideoer til borgere med svær overvægt
Mange mennesker med svær overvægt oplever, at almindelige træningsprogrammer ikke er lavet til dem. Det skal helt nye træningsvideoer lave om på. De er nemlig udviklet for at gøre det nemmere at komme i gang med skånsom træning og bevægelse, når man lever med svær overvægt.
En ny række træningsvideoer, udviklet i samarbejde med fysioterapeuter og eksperter i overvægt, viser, hvordan man kan bevæge sig skånsomt og sikkert – med respekt for de udfordringer, en tungere krop kan give.
Videoerne henvender sig til alle, der ønsker at komme i gang med motion og styrketræning – uanset størrelse, alder eller udgangspunkt – men er særligt udviklet til mennesker med svær overvægt, som ofte oplever smerter, ubehag eller usikkerhed i mødet med traditionel træning.
“Mange med svær overvægt vil gerne bevæge sig mere, men de møder en mur, fordi mange træningsformer ganske enkelt ikke tager højde for, hvordan det føles at træne i en tungere krop. Dertil kan skridtet ned i et træningslokale være uoverkommeligt. Målet med projektet var at udvikle videoer med træning, der trygt kan gennemføres i eget hjem med konkret inspiration til at komme i gang – uden skam, uden smerte og uden krav om præstation og højt tempo,” siger Jane Hagelskjær, kommunikationsrådgiver ved Nationalt Center for Overvægt.

Træning med fokus på styrke, kondition og bevægelsesglæde
Videoerne har både fokus på styrke- og konditionstræning, og øvelserne kan udføres enten stående, siddende eller liggende. Alle kan være med, og der gives løbende forslag til variationer og øget intensitet, så træningen kan tilpasses den enkeltes niveau og dagsform.
“Vi har lagt vægt på at skabe realistiske træningssituationer – uden perfekt lys, dyre outfits eller smidige, slanke kroppe, som kan virke afskrækkende for nogen,” fortæller Anne-Sofie Kortegaard Kristensen, der er fysioterapeut og projektmedarbejder ved Steno Diabetes Center Aarhus.
”Det handler ikke om at forbrænde kalorier, men om at få kroppen i gang, mærke bevægelsesglæde og bygge styrke op i det tempo, der passer den enkelte. Det skal først og fremmest være sjovt at bevæge sig,” tilføjer Henrik Søndergaard Ravn, der er fysioterapeut og leder af Livsstilscenter Brædstrup, hvor de glæder sig til at tage videoerne i brug med deres patienter.
Træningsvideoerne er udviklet i et samarbejde mellem Steno Diabetes Center Aarhus, Livsstilscenter Brædstrup og Nationalt Center for Overvægt.
Et første skridt mod mere inkluderende sundhed
Samarbejdspartnerne håber, at initiativet kan inspirere andre aktører til at tænke mere inkluderende, når det gælder motion og bevægelse for mennesker med svær overvægt for dermed at skabe lige adgang til sundhed for alle – uanset vægt. Noget, som træningsmodel i projektet, Maibritt Schmidt sætter stor pris på.
“Der findes tusindvis af træningsvideoer på nettet, men næsten ingen, som henvender sig til mennesker med en krop som min. For mange handler det første skridt mod et sundere liv og bevægelsesglæde netop om at finde noget, man tør og kan være med til: Derfor tøvede jeg ikke med at sige ja, da jeg blev spurgt, om jeg ville deltage i disse træningsvideoer, da motion for mig er lig med sundhed og livsglæde – og det vil jeg gerne dele,” siger Maibritt Schmidt, der lever med svær overvægt.
Videoerne er frit tilgængelige via Nationalt Center for Overvægts hjemmeside, hvorfra de kan anvendes både privat i hjemmet samt i kommunale og regionale sundhedstilbud og -forløb.
Se videoerne her.