Søgeresultater

Indtast din søgning ovenfor

Rudersdal Kommune – En sundere vej

Rudersdal Kommune tilbyder forløbet ‘En sundere vej’ til voksne, der lever med overvægt.

Kursusforløbet ’En sundere vej’ henvender sig til borgere med BMI >30 i Rudersdal Kommune, som ønsker en forandring i deres livsstil og øget sundhed. På forløbet får borgeren inspiration og støtte til at arbejde med sin spisning, sin daglige bevægelse og de vaner, som borgeren har et ønske om at ændre.

Formål og målgruppe

Fold ud Fold ind

Formål
Formålet med kursusforløbet ’En sundere vej’ er, at deltagerne oplever en ændring i deres forhold til mad, krop og bevægelse, og desuden, at deltagerne oplever en styrket tro på egen evne til at ændre vaner efter endt kursusforløb.

Målgruppe
For at deltage på kursusforløbet skal borgeren bo i Rudersdal Kommune, have BMI > 30 og kunne tale og forstå dansk.

Beskrivelse af tilbuddet

Fold ud Fold ind

Indhold
Kursusforløbet ’En sundere vej’ tager afsæt i en vægtneutral tilgang til sundhed, og omdrejningspunktet på kursusforløbet er derfor ikke vægttab, men øget sundhed uanset kropsvægt. Fokus er bl.a. på at opnå større ro og balance i sin spisning og sit fysiske aktivitetsniveau, samt hvordan der kan skabes mere energi til det, der betyder noget for den enkelte.

Kursusforløbet indledes med en individuel samtale, og selve forløbet består af 10 mødegange á to timer, hvor der både indgår bevægelse, oplæg, dialog og refleksionsøvelser. Efter endt kursusforløb får deltagerne tilbud om en individuel samtale samt mulighed for at deltage i 3 efterfølgende fælles opfølgninger efter henholdsvis 3, 6 og 9 måneder.

På kursusforløbet bliver deltagerne bl.a. præsenteret for følgende temaer:

  • Et nuanceret blik på sundhed og vægt
  • Måltidsfordeling og -sammensætning
  • Vægtneutral sundhed og intuitiv spisning
  • Fysisk aktivitet – anbefalinger og vaner
  • Nudging – strategier til at foretage ændringer
  • Psykologiske mekanismer, søvn og stress
  • Forandringer, der varer ved

Henvisning/rekruttering
Tilbuddet kræver ikke henvisning, og det er derfor muligt selv at henvende sig til Center for Sundhed & Træning.

Betaling
Tilbuddet er gratis.

Resultater og evaluering

Fold ud Fold ind

Der findes ikke en evaluering af tilbuddet, der er offentlig tilgængelig.

Links

Fold ud Fold ind

Du finder en beskrivelse af tilbuddet på Rudersdal Kommunes hjemmeside og på sundhed.dk.