STOB 2.0 – Tidlig opsporing af BED på Julemærkehjem
Projekt
Projekt: Titel: STOB 2.0 – Test, validering og udbredelse af STOB-værktøjet samt viden om BED i Julemærkehjems-regi
Projektet ønsker blandt andet at undersøge om STOB-værktøjet kan anvendes til at opspore Binge Eating Disorder hos 7-14 årige på Julemærkehjem, om et ophold på Julemærkehjem mindsker BED-symptomer, og om der er en effekt af et virtuelt undervisningsforløb, der udvikles i projektet til forældre til børn, der viser tegn på overspisningsadfærd.
Binge Eating Disorder (BED) anslås at være den mest udbredte spiseforstyrrelse i Danmark, og det vurderes, at 40-000-50.000 danskere i alderen 15-45 år lever med lidelsen (Striegel-Moore & Franko, 2003; Sundhedsstyrelsen, 2016; Hecht & Schousboe, 2026). BED kan forekomme hos både børn, unge og voksne og er kendetegnet ved tilbagevendende episoder med overspisning samt en oplevelse af at miste kontrollen over spisningen (World Health Organization, 2025).
Forskning viser, at forekomsten af BED er 1,3 % blandt børn og unge, mens op til 26,3 % af børn og unge med overvægt eller svær overvægt oplever overspisning med kontroltab (He et al. 2017; Kjeldbjerg & Clausen, 2021). Overspisningsproblematikker blandt børn og unge er desuden ofte forbundet med lavere trivsel, depression, ensomhed og nedsat kropstilfredshed (Stice 1994 & 2001; Haines et al. 2006; Puhl et al. 2017; Olsen et al. 2021; Aird et al. 2025).
Overspisningsadfærd i barndommen og ungdommen kan øge risikoen for senere at udvikle BED (Herle et al. 2020). Tegn på BED blandt børn og unge bliver dog ofte ikke opdaget tidligt, og derfor får mange ikke den rette støtte. Tidlig opsporing af mistrivsel og spiserelaterede udfordringer, herunder BED, er derfor vigtig for både børnenes fysiske og psykiske trivsel samt deres fremtid (Brewerton et al. 2014; Herle et al. 2020).
Vi gennemfører projektet i samarbejde med Julemærkefonden, fordi vi i et tidligere projektsamarbejde med Julemærkefonden erfarede, at en stor andel af børnene på Julemærkehjem rapporterede overspisning, både med og uden kontroltab, ved starten af deres ophold. Efter opholdet og op til tre år senere var andelen af børn, der oplevede regelmæssig overspisning med kontroltab imidlertid markant reduceret (41 % vs. 14 %). Samtidig havde børnene en markant og vedvarende forbedring af deres trivsel (Pauls et al. 2026).
Derudover ved vi, at:
- overspisning kan påvirke både trivsel og sundhed på kort og lang sigt
- der fortsat mangler viden om, hvordan børn og familier bedst kan støttes til at fremme en sund spiseadfærd
- der mangler gode redskaber til tidligt at opdage de børn, der kan have behov for hjælp i forhold til overspisning, så udviklingen af BED og mistrivsel kan forebygges
- jo tidligere BED opdages, desto bedre er resultaterne af behandling.
STOB 2.0 bygger videre på dette tidligere samarbejde med Julemærkefonden. Projektet er samtidig en fortsættelse af projektet ”STOB – Screeningsværktøj til Tidlig Opsporing af BED i almen praksis samt udbredelse af viden om BED i almen praksis og til patienter” (STOB 1.0-link), hvor der blandt andet blev udviklet et screeningsværktøj (STOB-værktøjet) til tidlig opsporing af BED blandt unge.
I STOB 2.0 undersøger vi, hvordan STOB-værktøjet kan anvendes til tidlig opsporing af BED blandt børn, der henvises til et ophold på Julemærkehjem. Projektet skal samtidig belyse, om et ophold på Julemærkehjem kan være med til at mindske symptomer på BED.
Formål
Fold ud Fold ind
Formålet med STOB 2.0 er, at:
- undersøge om STOB-værktøjet kan anvendes til tidlig opsporing af BED blandt børn i alderen 7-14 år, der henvises til et ophold på Julemærkehjem
- undersøge om et ophold på Julemærkehjem kan mindske BED-symptomer og dermed være et muligt behandlingstilbud til børn, som opspores med BED i almen praksis, sundhedsplejen eller andre relevante indsatser
- validere STOB-værktøjet i en ny og yngre målgruppe
- undersøge effekten af et virtuelt undervisningsforløb målrettet forældre til børn, som viser tegn på overspisningsadfærd
- udvikle undervisningsmateriale om BED til medarbejdere på Julemærkehjem
- bidrage med ny viden om tidlig opsporing og støtte til børn og unge med tegn på BED.
Fremgangsmåde
Fold ud Fold ind
Projektet foregår i tre faser og gennemføres i samarbejde med Julemærkefonden samt Julemærkehjemmene Hobro og Fjordmark.
I fase 1 udvikles undervisningsmaterialer om BED og STOB-værktøjet til medarbejdere på de to Julemærkehjem. Formålet er at styrke deres viden om BED og gøre dem i stand til at anvende screeningsværktøjet i praksis. Derudover udvikles undervisningsmateriale til forældre til børn, der viser tegn på BED.
I fase 2 inviteres børn, der skal på enten Julemærkehjem Hobro eller Julemærkehjem Fjordmark, samt deres forældre til at deltage i projektet. Ved forbesøget forud for opholdet screenes barnet med STOB-værktøjet. Børnene tilbydes også et diagnostisk interview, som anvendes til at validere screeningsværktøjet. Alle børn modtager det samme almindelige ophold på Julemærkehjem, uanset om de deltager i projektet eller ej. Blandt de børn, som screenes positive for mistanke om BED med STOB-værktøjet, fordeles forældrene tilfældigt i enten en kontrolgruppe eller en interventionsgruppe. Interventionsgruppen tilbydes et ekstra undervisningsforløb om BED med henblik på at give forældrene viden og konkrete redskaber til at støtte deres barn. Undervejs i projektperioden skal barnet og en deltagende forælder besvare spørgeskemaer om blandt andet trivsel og spiseadfærd. Spørgeskemaerne besvares ved opholdets start, ved afslutningen af opholdet, tre måneder efter opholdet samt et år efter opholdet.
I fase 3 omsættes projektets erfaringer og resultater blandt andet til undervisningsmaterialer, som kan anvendes af medarbejdere på tværs af alle fem Julemærkehjem.
Formidling
Fold ud Fold ind
Formidling af viden om BED og projektets aktiviteter er en vigtig del af projektet og foregår gennem hele projektperioden. Formidlingsindsatsen intensiveres i fase 3, når projektets resultater og materialer foreligger. Projektets resultater vil blive offentliggjort i faglige tidsskrifter, på relevante online platforme og præsenteret på relevante fagkonferencer. Ingen børn eller familier vil kunne genkendes i de offentliggjorte resultater.
Perspektivering
Fold ud Fold ind
BED kan have store konsekvenser for børn og unges trivsel (Stice 1994 & 2001; Haines et al. 2006; Puhl et al. 2017; Olsen et al. 2021; Aird et al. 2025), men tidlig opsporing og støtte kan gøre en væsentlig forskel (Brewerton et al. 2014; Maigaard et al. 2025; Schousboe et al. 2021).
STOB 2.0 skal bidrage med ny viden om, hvordan børn med tegn på BED kan identificeres tidligere, og hvordan de voksne omkring barnet bedst kan støtte dem. Projektet undersøger samtidig, om Julemærkehjem kan spille en rolle som en tidlig indsats for børn med symptomer på BED. Hvis resultaterne er positive, kan projektet skabe grundlag for nye samarbejder mellem Julemærkehjem, almen praksis, sundhedsplejen og andre fagpersoner, der arbejder med børn og unge i mistrivsel.
Derudover vil projektet bidrage med viden om, hvorvidt STOB-værktøjet kan anvendes i andre sammenhænge end almen praksis, som det er udviklet til, og blandt yngre børn end hidtil undersøgt. Erfaringerne kan derfor få betydning for den fremtidige opsporing af BED i blandt andet kommunale tilbud, sundhedsplejen og andre indsatser målrettet børn og unge.
Projektansvarlig og yderligere information
Fold ud Fold ind
Projektet er påbegyndt 1. januar 2026 og forventes afsluttet december 2028. STOB 2.0-projektet er finansieret af Sundhedsstyrelsen.
Kontaktoplysninger for yderligere information:
Sidsel Maigaard Christensen
Projektmedarbejder
Tlf.: +45 2977 8848
Mail: sidsch@rm.dk
Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Nationalt Center for Overvægt (NCFO), Julemærkefonden, Caretoons ApS og Aarhus Universitet.
Projektgruppen består af en tværfaglig gruppe med kompetencer inden for blandt andet BED, forskning, klinisk arbejde, antropologi og formidling. Se projektgruppen nedenfor:
- Jens Meldgaard Bruun, klinisk professor ved Institut for Klinisk Medicin på AU, overlæge og seniorforsker ved SDCA på AUH samt lægefaglig leder af NCFO. Overordnet projektansvarlig for STOB 2.0.
- Dorthe Dalstrup Pauls, Ph.d., postdoc ved SDCA på AUH og Institut for Klinisk Medicin på AU. Projektleder for STOB 2.0.
- Sidsel Maigaard, Cand.scient. Projektmedarbejder ved NCFO. Projektansvarlig for STOB 2.0.
- Loa Clausen, psykolog og seniorforsker, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling på AUH samt professor ved Institut for Klinisk Medicin på AU. Vejleder på STOB 2.0.
- Pernille Andreassen, antropolog, ph.d. og seniorforsker ved NCFO. Vejleder på STOB 2.0.
- Jane Hagelskjær, kommunikationsrådgiver og daglig leder ved NCFO. Bidrager med kommunikationsfaglig rådgivning samt udvikling af formidlings- og projektmaterialer i STOB 2.0.
- Anne Kathrine Nielsen, journalistist og ejer af kommunikationsvirksomheden Caretoons ApS. Bidrager med journalistisk og kommunikationsfaglig rådgivning samt udvikling af formidlings- og projektmaterialer i STOB 2.0.
Referencer
Fold ud Fold ind
Aird CS, Reisinger BAA, Webb SN, Gleaves DH. Comparing social stigma of anorexia nervosa, bulimia nervosa, and binge-eating disorder: A quantitative experimental study. J Eat Disord. 2025 Jan 27;13(1):15. doi: 10.1186/s40337-025-01198-x.
Brewerton TD, Rance SJ, Dansky BS, O’Neil PM, Kilpatrick DG. A comparison of women with child-adolescent versus adult onset binge eating: results from the National Women’s Study. Int J Eat Disord. 2014 Nov;47(7):836-43. doi: 10.1002/eat.22309
Haines J, Neumark-Sztainer D, Eisenberg ME, Hannan PJ. Weight teasing and disordered eating behaviors in adolescents: longitudinal findings from Project EAT (Eating Among Teens). Pediatrics. 2006 Feb;117(2):e209-15. doi: 10.1542/peds.2005-1242.
He J, Cai Z, Fan X. Prevalence of binge and loss of control eating among children and adolescents with overweight and obesity: An exploratory meta-analysis. Int J Eat Disord. 2017 Feb;50(2):91-103. doi: 10.1002/eat.22661
Hecht LS, Schousboe BH. Spiseforstyrrelser. Viden, behandling og debat. Akademisk Forlag. København; 2026.
Herle M, Stavola B, Hübel C, Abdulkadir M, Ferreira DS, Loos RJF, Bryant-Waugh R, Bulik CM, Micali N. A longitudinal study of eating behaviours in childhood and later eating disorder behaviours and diagnoses. Br J Psychiatry. 2020 Feb;216(2):113-119. doi: 10.1192/bjp.2019.174.
Kjeldbjerg ML, Clausen L. Prevalence of binge-eating disorder among children and adolescents: a systematic review and meta-analysis. Eur Child Adolesc Psychiatry. 2023 Apr;32(4):549-574. doi: 10.1007/s00787-021-01850-2.
Maigaard S, Andreassen P, Clausen L, Bruun JM. Development and face validity of the Danish STOB screening tool for early detection of binge eating disorder in children and adolescents. J Eat Disord. 2025 Mar 28;13(1):55. doi: 10.1186/s40337-025-01237-7.
Olsen EM, Koch SV, Skovgaard AM, Strandberg-Larsen K. Self-reported symptoms of binge-eating disorder among adolescents in a community-based Danish cohort-A study of prevalence, correlates, and impact. Int J Eat Disord. 2021 Apr;54(4):492-505. doi: 10.1002/eat.23458.
Pauls DD, Clausen L, Järvholm K, Støvring H, Bruun JM. Changes in appetitive traits and binge-eating following lifestyle intervention in 7-14-year-olds: a 3-year follow-up. Eat Disord. 2026 Aug 9:1-20. doi: 10.1080/10640266.2026.2713524.
Puhl RM, Wall MM, Chen C, Bryn Austin S, Eisenberg ME, Neumark-Sztainer D. Experiences of weight teasing in adolescence and weight-related outcomes in adulthood: A 15-year longitudinal study. Prev Med. 2017 Jul;100:173-179. doi: 10.1016/j.ypmed.2017.04.023.
Schousboe B, Clausen L, Støving R. BED: en lærebog om Binge Eating Disorder. København: Hans Reitzels Forlag; 2021.
Stice E. Review of the evidence for a sociocultural model of bulimia nervosa and an exploration of the mechanisms of action. Clin Psychol Rev. 1994;14(7):633-61. doi:10.1016/0272-7358(94)90002-7.
Stice E. A prospective test of the dual-pathway model of bulimic pathology: Mediating effects of dieting and negative affect. J Abnorm Psychol 2001 02;110(1):124-135
Striegel-Moore RH, Franko DL. Epidemiology of binge eating disorder. Int J Eat Disord. 2003;34 Suppl:S19-29. doi:10.1002/eat.10202.
Sundhedsstyrelsen. Behandling af Binge Eating Disorder (BED): sammenfatning af resultater fra to satspuljeprojekter. København: Sundhedsstyrelsen; 2016 [cited 2026 Aug 21]. Available from: https://www.sst.dk/media/5pgnhoms/behandling-af-binge-eating-disorder-_bed__final-261016-1.pdf
World Health Organization. ICD-11 for Mortality and Morbidity Statistics. Geneva: World Health Organization; 2025 [cited 2026 Aug 21]. Available from: https://icd.who.int/browse/2025-01/mms/en#1673294767