Søgeresultater

Indtast din søgning ovenfor

Vægttabsmedicin kan motivere til at dyrke motion

Det hurtige vægttab ved brug af vægttabsmedicin kan øge både lysten og evnen til at dyrke motion. Det giver et fysisk og mentalt boost, at kroppen ændres hurtigt med frihed til at bevæge sig uden anstrengelse og smerte. Samtidig styrker det selvtilliden at føle sig mere “som de andre” og ikke skille sig ud i sociale sammenhænge. Det viser en ny kvalitativ interviewundersøgelse udført af en gruppe forskere fra Fysioterapeutuddannelsen på Professionshøjskolen Absalon.

Undersøgelsen er gennemført med interview med nuværende og tidligere brugere af vægttabsmedicin udskrevet på recept for at belyse deres oplevelse af fysisk aktivitet i takt med vægttabet. Undersøgelsen viste, at vægttabet gjorde mange hverdagsaktiviteter betydeligt lettere, også på arbejdet. Vægttabet gav et positivt kropsbillede og mentalt overskud til fysisk aktivitet. De interviewede klarede selv at tage udfordringen op og komme i gang med at dyrke motion, da de fik mod på og lyst til at være fysisk aktive. Fitnesscentret blev nu også en mulighed, selvom det tidligere var grænseoverskridende at træne sammen med andre.

Brugerne var motiverede og dyrkede de former for motion, de oplevede fornøjelige som f.eks. løb, dans, gymnastik, fitnesstræning og sport, og netop fornøjelsen ved fysisk aktivitet bidrog til at fastholde den gode vane.

Et stærkt ønske om at fastholde de gode vaner
Brugernes motivation var drevet af et stærkt ønske om ikke tage på igen ved ophør af medicinen. Samtidig mærkede de en tydelig forbedring af deres helbred, hvilket gav ekstra motivation til at fortsætte med en fysisk aktiv livsstil.

Ældre mand styrketræner overkrop på en maskrine i fitnesscenter.
Foto: Nationalt Center for Overvægt. Fotograf: Anne Kring.

Fokus på kost og motion bør gå hånd i hånd med medicin
De nye medikamenter til behandling af svær overvægt er udviklet til at blive anvendt sammen med livsstilsændringer, dvs. fysisk aktivitet og sund kost. Og det er der god grund til. Forskning viser nemlig, at regelmæssig træning øger medicinens effekt, er med til at fastholde muskelmasse og fremmer den generelle sundhed. Fysisk aktivitet spiller også en vigtig rolle, når man stopper med medicinen, da træning hjælper med at fastholde vægten – noget mange har svært ved, når sultfølelsen vender tilbage. Derfor er det vigtigt med fokus på og/eller hjælp til nye vaner inden for kost og motion. Generelt modtager deltagere i forskningsprojekter omhandlende vægttabsmedicin vejledning om sund livsstil gennem projekterne. Dette er dog ikke altid tilfældet i daglig praksis, når medicinen udskrives af praktiserende læger, hvor det kan være svært at finde tiden til at give en klar vejledning om kost og motion.

Behov for vejledning
Selvom de interviewede brugere af vægttabsmedicin formåede at blive fysisk aktive på egen hånd, efterlyser de mere vejledning og hjælp til at fastholde de gode vaner. De føler sig overladt til sig selv og ønsker hjælp til at finde den rette type motion, komme godt i gang og samtidig forstå, hvad kroppen har brug for af næring – især når appetitten er nedsat.

Det er ikke alle brugere af vægttabsmedicin, der kommer i gang med motion. Forskergruppen ved ikke, om det er fordi, brugerne ikke ved, det har betydning, eller om de er tilfredse med vægttabet i sig selv.

Undersøgelsen er publiceret i European Journal of Physiotherapy og kan læses her.

Ønsker du at vide mere om studiet, er du velkommen til at kontakte lektor Marianne Lindahl på mli@pha.dk.