Søgeresultater

Indtast din søgning ovenfor

Livet med mere-væggen

Kære læser, på denne side er ordet dit.

Vi ved, at livet med mere på kroppen kan medføre både fysiske, psykiske og sociale udfordringer. At omverdenen kan stigmatisere, og måske stigmatiserer du endda dig selv. Men livet er også meget mere. Her på siden kan du dele dine ord, og lige præcis det, du gerne vil have, andre skal vide om livet med mere. Du kan skrive om din tanker, successer, udfordringer, små historier med mere – du bestemmer.

Skriv en kommentar og vær med til at skabe indblik, forståelse, sammenhold, opmuntring med mere – du bestemmer.

Det, du skriver, er anonymt. Når du trykker “Læg din tekst online” kommer dine ord op på “Livet med mere-væggen. Og husk – du bestemmer.

Vi sletter useriøse tekster.

Jeg er mere end træt af, at overvægt kun ses som selvforskyldt. Der ligger videnskabelig dokumentation for, at ikke alle overvægtige selv er skyld i deres overvægt. Jeg har siden teenagealderen stille og roligt taget på, min mor har løbet til lægen, idet mine søskende ikke var overvægtige, og jeg spiste mindre og dyrkede mere sport end mine søskende. Der var ingen hjælp at hente. Idag har jeg et dårligt forhold til mad, spiser ingenting i perioder, og for meget i andre perioder. Mit liv er en lang dehumaniserende slankeskur.

Ved et højt bmi tilføjer sundhedspersonalet beskrivelse som ekstrem fed. Det er vel ikke nødvendigt. Bmi tallet taler for sig selv

Jeg vil ønske folk vil lade være med at kommentere. Jeg tabte 28 kg på 5 mdr i 1999 efter en spise forstyrrelse. Siden har jeg ikke kunne tabe mig til trods for stor viden omkring kalorier kost sammen sætning mm. Fik konstateret tårnene høj c peptid af en speciel læge men har normalt blodsukker. For højt insulin skaber manglende mæthedsfornemmelse. Min læge vil ikke give mig noget for det så insulinen kan komme ned. Jeg skal bare tabe mig og motionere. Hilsen en der skal tabe 100 kg. Er imod operation

Selv ud fra et helt koldt og klamt regnestykke er det hul i hovedet, at der ikke bliver investeret massivt i behandling af overvægt, som rammer over halvdelen af den voksne befolkning og en femtedel i særligt svær grad, og som må koste milliarder af kroner hvert år. Det virker ikke alene sjofelt og uretfærdigt, overfor dem, der lider af sygdommene, når vore politikere, og en stor del af sundhedssystemet, behandler det som et individuelt og personligt problem. Det er også en utroligt dårlig forretningssans, som skyldes fordomme og mangel på visioner.

Jeg har perioder med overvægt og perioder hvor jeg er normalvægtig og i god form. Jeg har svært ved at vurdere om det er dårligt mentalt helbred der resulterer i overvægt eller om det er overvægten der giver dårligt mentalt helbred, men det følges i hvert fald ad. når jeg er overvægt er jeg deprimeret og har lavt selvværd.

Det er super svært at være i kategorien svært overvægtig og næsten hele livet levet med yoyo vægt. Det et problem både at få læge og andre til at forstå at man gerne vil gøre noget uden at blive stigmatiseret.
Tror det er blevet sådan fordi det er mere acceptabelt at være super slank og, passe ind, i de bokse der er i samfundet. Og de bokse er der uanset hvad der bliver sagt når man snakker med andre.
Og ja motion og bevægelse er svært når ens selvfølelse er ikke eksisterende. Det kan dog nogle gange lykkedes at nogle gange at få hjælp men det er svært

Jeg synes, det er dybt frustrerende, at der næsten ikke findes sundhedsfaglige tilbud til at behandle den sygdom, som svær overvægt er. Jeg har et BMI på 37 og lider af depression. Da jeg spurgte min læge, hvorfor det er så svært at finde hjælp, svarede hun, ganske ærligt, tror jeg, fordi der ikke rigtigt er noget, som hjælper. Uanset om hun har ret eller ej, er det en nedslående besked at få.

En af de eneste gange i mit liv, hvor jeg for alvor har oplevet min far give udtryk for, at han er stolt af mig, var efter et vægttab på knap 52kg. Siden dengang har min vægt svinget periodisk, uden aldrig at nå det højeste punkt igen, men det er hårdt at føle, at ens forælders tilfredshed med deres barn, på den måde svinger sammen med vægten.

At være overvægtig betyder ikke, at jeg er doven, at jeg ikke elsker motion og sund mad, at jeg ikke har stor indsigt i kost, kalorier m.m., at jeg er dum, at jeg hver ikke dag kæmper for at ændre min vægt..

Jeg er ikke så høj og nu hvor jeg vejer lige over 100 kg er min BMI over 40. Alligevel synes jeg det er svært at blive taget alvorligt hos lægen, da mine blodprøver ser ok ud, nok fordi jeg træner en del, som bare siger, jeg skal fokusere på maden.

Jeg ville ønske at folk der ikke er overvægtige vidste, hvor ubehageligt det er, måske de ville tænke lidt mere over hvad de siger så.
Ja det er min egen skyld at jeg er ty men ved I godt at jeg ikke tør svømme i en offentlig pool fordi jeg skammer mig over hvordan jeg ser ud? Ja jeg burde spise mindre, men ved I godt, at jeg tit tænker at jeg ikke rigtig fortjener succes, fordi jeg er mindre værd end dem der ikke er overvægtige? Ja jeg burde motionere noget mere, men jeg er flov over at løbe og at folk kan se min fedme udstillet i min blævrende krop.