Hospitalstilbud giver hurtigt vægttab blandt børn, men effekten aftager over tid
Et nyt dansk studie følger børn og unge med overvægt i op til seks år efter opstart i et specialiseret behandlingstilbud. Resultaterne viser et markant vægttab det første år – men også hvor svært det er at fastholde udviklingen, når den tætte støtte aftager.
I alt indgår 1.897 børn og unge i studiet. 325 deltog i et behandlingstilbud, mens en matchet kontrolgruppe blev fulgt via skolesundhedsplejens rutinemæssige højde- og vægtmålinger.
Vægtudviklingen er målt med BMI-z-score, som er den standardiserede metode til at følge vægt hos børn og unge. I artiklen omtales dette som BMI af hensyn til læsevenlighed.
Studiet viser et tydeligt mønster: Børnene i behandlingstilbuddet opnår markant vægttab det første år, særligt de første 6 måneder. Herefter vender udviklingen. BMI stiger gradvist, og efter seks år ligger deltagerne samlet set højere end børnene i kontrolgruppen.
“Det første år ser vi rigtig flotte resultater. Det viser, at børn og unge kan rykke sig, når familierne får støtte og tydelige rammer. Samtidig understreger det, hvor svært det er at fastholde ændringerne på længere sigt, når den tætte opfølgning aftager,” siger Mette Fogh, hovedforfatter til studiet.
Studiet viser også, at en del af børnene i kontrolgruppen oplevede et mindre vægttab tidligt i forløbet. Det ændrer ikke ved hovedresultatet, men peger på, at flere aktører omkring barnet kan have betydning for vægtudviklingen.
Stærk start, men udfordringer over tid
Behandlingstilbuddet er familieorienteret og har fokus på hverdagsvaner som mad, bevægelse, søvn og skærmtid. I starten er der hyppige opfølgninger, og det er i denne fase, den største ændring i vægt ses.
“Det, vi ser, er ikke et spørgsmål om manglende motivation. Det handler om de rammer, børnene møder i deres hverdag, når den tætte støtte bliver mindre. Det er et vigtigt opmærksomhedspunkt, hvis vi vil udvikle mere holdbare indsatser,” siger Mette Fogh. Efter det første år bliver opfølgningen mindre intensiv, og vægten begynder gradvist at stige igen.
Forskelle mellem grupper
Studiet peger på visse forskelle i vægtudviklingen mellem grupper:
• piger har samlet set en mere ugunstig vægtudvikling over tid end drenge
• børn med overvægt, men ikke svær overvægt, klarer sig bedre end børn med svær overvægt
• alder ser ikke ud til at have betydning for udviklingen
Forskerne understreger dog, at disse subanalyser skal tolkes med forsigtighed, da grupperne bliver mindre og resultaterne dermed mere usikre.
Overvægt er komplekst, og BMI kan ikke stå alene
Forskerne fremhæver, at overvægt hos børn er multifaktoriel. Årsagerne er komplekse og endnu ikke fuldt identificerede, og de rækker langt ud over det enkelte barn og familie.
Samtidig understreges det, at BMI kun giver et delvist billede af effekten af et behandlingstilbud. Mange børn oplever forbedringer i trivsel, bevægelsesglæde og hverdagsvaner, selv når vægten ikke falder på lang sigt.
“BMI giver os en retning, men ikke hele historien. Hvis vi vil forstå effekten af indsatserne fuldt ud, bør vi også se på trivsel, adfærd og hverdagsliv,” siger Mette Fogh.
Rammerne omkring barnet spiller en central rolle
Studiet peger på, at individuelle behandlingstilbud ikke kan stå alene. Børns muligheder for at fastholde sunde vaner påvirkes af de omgivelser, de møder i skoler, institutioner, fritidsliv og i deres madomgivelser – herunder tilgængelighed af fødevarer, markedsføring og reklamer.
“Familierne kan ikke løfte opgaven alene. Hvis vi ønsker mere stabile resultater, skal børn møde sunde rammer flere steder i deres hverdag,” siger Mette Fogh.
Det danske datagrundlag giver en sjælden mulighed for at følge børn og unge både under og længe efter et behandlingstilbud. Den lange opfølgning gør det muligt at identificere, hvornår udviklingen ændrer retning – og hvor der er behov for at styrke indsatserne fremadrettet.
Fakta om Nationalt Center for Overvægt (NCFO)
Fold ud Fold ind
- NCFO er et nationalt videncenter inden for overvægts-området, der er finansieret af midler fra alle regioner samt af statslige midler fra SSA-reserven.
- Midlerne går til at samle viden og erfaring om overvægt, skabe overblik og stille viden til rådighed om sundhedstilbud og muligheder for forebyggelse og behandling af overvægt samt at formidle og rådgive om nyeste viden til relevante aktører.
- NCFO har fokus på både børn, unge og voksne med overvægt og svær overvægt.
- Målgrupperne for centrets arbejde spænder bredt fra borgere over sundhedsprofessionelle i kommuner, regioner og almen praksis til politikere.
- NCFO er fysisk placeret på Aarhus Universitetshospital, Region Midtjylland.
Fakta om studiet
Fold ud Fold ind
• Offentliggjort i Clinical Obesity (2025)
• 1.897 børn og unge (5–15 år)
• 325 deltog i et behandlingstilbud
• 1.572 i matchet kontrolgruppe
• Vægtudvikling målt med BMI-z-score
• Markant vægttab de første 6–12 måneder
• Gradvis stigning i BMI i de efterfølgende år
• Efter seks år ligger deltagerne samlet set højere i BMI end kontrolgruppen
• En tredjedel af kontrolgruppen havde mere end fem besøg hos sundhedsplejen
• Studiet peger på behov for mere langtidsholdbare og strukturelle rammer omkring barnet